Frans som inspirator 
til socialt arbejde  

Uddrag af foredrag ved årsmødet 1995  
v/ korshærspræst
Johan Petersen    

Frans er en af de personer, det et meget svært at få hold på. Han er heller ikke så let at komme udenom.
Der er noget universelt, noget inspirerende, sådan som der er det ved gammel kærlighed. Det kan godt være den ser ud til at ruste men så banker man bare noget af rusten af så er den der igen den gamle kærlighed.
Det drejer sig om kærligheden til Frans - personen Frans.
Johannes Jørgensen er en af dem, der har gjort et godt stykke arbejde for at komme helt ind til Frans, også igennem alt det, der har skjult ham, gjort ham pæn, eller tænk på alle de flotte filosofiske systemer der i årtusinder er bygget op omkring Frans.
De lærde har siden Frans´dage haft en forkærlighed for ham, Bonaventura og mange mange flere.
Frans var absolut ikke særlig begejstret for alt dette. Og dog, det er måske takket være den enorme interesse, støtte, tilslutning, opbakning, at vi i dag kender til Frans.
Den overvældende succes dengang var lige ved at kvæle det oprindelige. Hvis Frans havde talt på en anden måde, kunne han egentlig med god grund have sagt: Vi har sejret ad Helvede til.
Der er meget, der tyder på at han har ment noget i den retning, for han havde det dårligt med den store flotte kirke i Assisi. Hvor blev fattigdommen af?
Faktisk endte Frans med at tage afstand fra sider ved den orden, han selv havde stiftet.
Muligvis er der en eller anden, der synes, det er en meget lang og besværlig indledning til at tale om Frans som inspirator til socialt arbejde. Men jeg mener altså, den er nødvendig eller, at den har været nødvendig for mig eller rettere, det er ved at banke alt dette rust af, at jeg er nået frem til, eller tilbage til inspirationen. Det er ikke i de flotte tanker, de flotte bygninger, alt det idylliserende, men den Frans, som til alle tider har præget sine omgivelser, og som har fået et sprog svarende til de forskellige tidsepoker. Hvad er det hos Frans der har kunnet overleve alt dette? - Hvad er spiritualiteten?
Hvor er Frans? - Kan han stadig inspirere?
Ja, og jeg vil med nogle få begivenheder vise, at det gælder også på det sociale område
Frans´stærke side, den, der til alle tider har været inspirerende, er handlingen.
Han havde en evne til at gøre ting som langt bedre, end ord var i stand til at udtrykke det vigtige.For Frans er det handlingerne, der skaber: "Tantum homo habet de scientia quantum operatur" (Så meget ved mennesket, som det handler). Vi har at gøre med et sprog der både er demokratisk og universelt.
Vores opdeling i individualisme og kollektivisme giver ikke rigtig mening i Frans's tilfælde, for han kunne kun virkeliggøre sig selv i kollektivet. På det punkt er Frans virkelig middelaldermennesket, det var før renæssancen, men netop fordi Frans var den, han var, så var han nok en af de vigtigste forudsætninger for netop renæssancen.
Handlingerne er et nødvendigt sprog. Når brødrene skulle prædike var det gennem handlinger, livet var en prædiken. En prædiken om Kristus i verden og for verden, som en del af verden.
En begivenhed i Frans´ liv, der viser, hvor det lykkedes ham at udtrække denne solidaritet i handling, og som viser, at Frans var aldeles blottet for evnen til kompromis, er historien om festen hos kardinal Ugolino, der senere blev pave.
Kardinal Ugolino inviterede Frans til en fest i Rom. Ikke bare en almindelig fest, men en der blev holdt til ære for Frans. Stedet for at sige nej tak, det ville jo være at genere en af dem, det var vigtigt at stå sig godt med, og iøvrigt var Frans's respekt for hierarkiet ret veludviklet, ja så mødte Frans op til festen. Men lige før måltidet begyndte, forsvandt hædersgæsten. Han var gået ud på gaden for at tigge, og da han vendte tilbage, var middagen i fuld gang. Kardinalen blev noget generet af, at Frans begyndte at spise noget af det, han havde tigget, og ovenikøbet begyndte at dele ud af det til de andre gæster. Lidt efter lidt forstod både vært og gæster dog, hvad det drejede sig om. Det var et flot tegnsprog.
Det er et eksempel på typisk handling, som Frans kunne finde på. Den rummer et socialt budskab.
Det åndelige og det materielle kom til at høre sammen. Og så var det en elegant måde at formidle noget væsentligt på. Han gik ud til dem udenfor for dér at få noget nærende, ovenikøbet noget han kunne dele ud af.
Hvordan var Frans's forhold til de udstødte, narkomanerne, de prostituerede, de kriminelle osv.? - Hvem var de udstødte dengang. Hvem var det, almindelige mennesker helst ikke ville se og høre. Hvem var det, Frans blev utilpas af at se på. Svaret er meget enkelt: de spedalske. Det er ikke uden grund, at netop de spedalske trækkes frem, når vi vil have et sammenligningsgrundlag for AIDS-ramte. En dag mødte Frans en spedalsk, da han var ude at ride. (Det var før, han udtalte sig meget kraftigt imod at ride. Det var før fattigdommen (fru fattigdom). Det var før, Frans havde givet afkald på privilegierne).
Frans stoppede på, steg af hesten og gav den syge nogle penge. Alt det var vel ikke så usædvanligt for et privilegeret menneske - for hvad betød nogle kroner fra eller til?
Han gav af sin overflod - og kunne ride videre veltilpas, for han havde gjort dagens gode gerning. Den rige var fortsat rig - og den fattige fortsat fattig.
I dag hedder den slags: U-landshjælp. Socialhjælp. Bistandshjælp.
Og vi så jo - også lige før det store sociale topmøde i København, at denne udvikling er fortsat. Udligning er der ikke sket - tværtimod de rige er blevet rigere og de fattige fattigere.
Frans's møde med den spedalske satte noget igang, noget, som kom til at ændre hans liv som kom til at vende op og ned på værdierne. Som stillede spørgsmål om hvem der giver, og hvem der modtager.
Mødet med den spedalske kom til at betyde et nyt liv, et liv der også for mig har været inspiration til socialt arbejde.
Det var ikke kun en klargøring af økonomiske, sociale strukturer, nej det var et menneske Frans mødte. Frans vendte ofte tilbage til dette møde også i sit testamente, som han skrev få dage før han døde.
Det første Frans skriver, drejer sig om dette møde med den spedalske.
Hvad skete der dog? Frans gav ikke blot nogle penge. Han stod af hesten og gav den spedalske et kys på hånden efter, at han selv havde taget imod fredskysset fra den spedalske, så steg han igen op på hesten og red derfra. Men han var fra dette tidspunkt blevet en anden. Han virkelighedsopfattelse blev en anden. Dvs. at det, der gjorde Frans til den han blev, begynder med en oplevelse, som inspirerede, og som stadig kan inspirere til socialt arbejde især i forhold til de udstødte.
Kom der så noget ud af dette møde? - Fik den spedalske det bedre? - Blev han helbredt? Det ved vi ikke noget om. Denne oplevelse kom til at betyde meget for Frans. Og det er den side, jeg er interesseret i, og som jeg syntes er inspirerende og iøvrigt meget aktuel i det arbejde, jeg normalt beskæftiger mig med, blandt vor tids udstødte. Hvad gør arbejdet ved os og vor kristendomsopfattelse selvfølgelig mest på det sociale område.
Nytter det noget? Ser I resultater? Jeg får ofte den slags spørgsmål, og jeg har egentlig altid forsøgt at give et franciskansk svar. Ved at prøve at for-midle den måde, Frans så sine omgivelser på. Han så ikke kun nød og elendighed omkring sig han så på en måde igennem den så mennesket bagved eller lad mig hellere sige det på en måde jeg tror bliver forstået: Han prøvede at se det guddommelige i ethvert menneske, ja ikke kun i mennesker men i sine omgivelser sådan som det fremgår af SOLSANGEN.
For Frans var verden blevet transparent for det guddommelige. Den måde at se på er inspirerende, en del af skabelsesprocessen fuld af håb, fuld af tillid. Det er en måde at se på som er over-bevist om at meningen med det enkelte menneske den er der allerede. Håbet er der allerede, fordi alle er skabt i Guds billede. Det hjælper ikke noget menneske, at vi siger: Her er der ikke noget håb tilbage. Hvis vi siger noget i den retning, har vi snarere givet en karakteristik af os selv om nogle, der ikke er i stand til bruge de evner og den fantasi, som vi er udstyret med. Det kan godt være, at vi selv har svært ved at få øje på noget håb hos vore udstødte medmennesker, men derfor behøver vi jo ikke at udelukke, at der kan findes nye muligheder. Det er ofte sket - både inden for det offentlige sociale arbejde og inden for det kirkelige, at vore vurderinger har været for snævre. Det er ikke vores opgave at begrænse håbet til kun at gælde inden for de snævre grænser, vi selv er i stand til at overskue. Det er jo ikke os, der skaber håbet, for håbet er der altid. Måske møder vi mennesker, for hvem kun håbet er tilbage. Så må vi turde være så tæt på sådan et menneske at vi kommer ind bag facaden. Det er vores opgave at arbejde på at se, lytte og forstå så tålmodigt, at vi opdager de værdier, der allerede ligger i ethvert menneske. Det samfund, der vil kalde sig menneskeligt, har brug for alle mennesker - såvel dem med de få og godt skjulte ressourcer, som dem med de mange og åbenlyse.
Her har også de udstødte en vigtig funktion. F.eks. den posedame, der i årevis har opholdt sig nær Hovedbanegården. Ved sin blotte tilstedeværelse er hun blevet landskendt. Hun har været med til at vise, at der er en anden måde at leve på. Det har næppe været en let tilværelse, men hun har haft en vigtig opgave: Hun har fået mange til at stille sig selv nogle nærgående spørgsmål: Kunne hendes liv have været anderledes? Hvem har ansvaret for det? Kan jeg gøre noget? Er jeg også ved den måde, jeg lever på, med til at udstøde nogle? Det havde været lettere, hvis hun ikke sad der. Men fordi hun sidder der, er vi blevet konfronteret med os selv og den måde, vi lever på. Jeg tror, hun har været den direkte årsag til, at mange ensomme gamle har fået et besøg, for nok var vi i stand til at gå forbi posedamen, som vi ikke kendte, men så let er det ikke over for dem, vi kender, og som vi godt ved trænger til et besøg, et brev eller en opringning. På Vesterbro er vi vidner til megen nød og elendighed og til meget arbejde, der er til glæde for mange. Jeg er overbevist om, at tilværelsen på Vesterbro rummer en større spændvidde end andre steder. Vi ser mange mennesker, der er i stand til at klare helt umenneskelige udfordringer, som vil have fået de fleste andre til at bukke under - også for langt mindre. Men takket være en ukuelig livsvilje, et gå-på-mod og stædighed er de i stand til at overleve. Af og til betegnes disse mennesker som svage. Det er ikke rigtigt. I virkeligheden er de langt stærkere end de fleste, som forlængst ville være gået til i bitterhed over de dårlige vilkår, vort samfund har budt dem. Alt det er vi vidner til, og det skal vi være vidner om. Vi skal være det i et samfund, som ofte ikke har andet til overs for de mennesker end foragt og nedladenhed. Vi skal være det i et samfund, som ofte har så travlt, at vi glemmer at stoppe op.
Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Vi har hørt det så mange gange, i kirken bliver der vendt op og ned på alting, men oplever vi det? Er det andet end flotte ord? Er der noget om det? Her vil jeg bruge et billede på, hvordan der helt bogstaveligt kan vendes op og ned på noget. I Oslo under et møde for ledere af socialt arbejde i Skandinavien ville jeg finde ud af, om det var rigtigt, hvad jeg mente at kunne huske, at der i Oslo er en kirke hvor hvælvingerne gik nedad i stedet for som vi er vant til at de hvælver sig opad. Jeg spurgte mig frem. Der var nogle, der grinede ad mig, men på den anden side må jeg have virket seriøs, for der var en, der ringede til en, som vidste mere. Den måde spørgsmålet blev fremført på var meget sigende: Jeg har besøg af en, der påstår, at der skulle være en kirke i Oslo, hvor hvælvingerne vender den forkerte vej. Han mener det alvorligt. - Jeg fik adressen på kirken, Sankt Halvard, og så den. Hvælvingerne har altid været et billede på himlen, noget vi kunne stræbe op mod noget som skulle løfte vores blik og bevidsthed højere op, men jeg tror at hvælvingerne i franciskanerkirken er et bedre billede på, hvad himlen betyder. De himmelske eller guddommelige værdier kommer ned til os, hvor vi end er og vender op og ned på vores menneskelige værdier.
Når det giver mening at tale om Himlen på den måde som det helt nære som det, der møder os i dagligdagen som det, der kan vende op og ned på alting, som kan give mening med livet også dér, hvor alt ser håbløst ud ja så drejer det sig om en måde at tale om himlen på som går på tværs af vore vante forestillinger, men sådan er det med kristendommen den kan være provokerende. Himlen er evig og altid på færde.

      Himlen er ikke et sted i det fjerne
      himlen er ikke blot til, når vi dør,
      himlen er ikke gemt bort bag en stjerne,
      himlen er dér, hvor Gud er nær

      Himlen er dér, hvor det tabte bli'r fundet,
      dér hvor der svares på skrig og på råb 
      dér hvor den knugende angst er forsvundet,
      dér hvor fortvivlelsen ændres til håb
      Himlen er dér, hvor Gud er nær

      Himlen er dér hvor Vorherre forkynder:
      Straf sku' du ha', du får lov at gå fri.
      Dér bli'r der glæde, og livet begynder,
      frygten for Helvedes hævn er forbi
      Himlen er dér, hvor Gud er nær

      Himlen er evig og altid på færde
      bryder den magt, der før tingene værre,
      bryder den dystre og djævelske død
      Himlen er dér, hvor Gud er nær.
                                   (Bruno Rasmussen)