Frans af Assisi

	JOHANNES JEPSENS HJEMMESIDE

FRANS AF ASSISI,

stifter af franciskanerordenen.

Frans af Assisi

Født i Assisi 1182. Død i Porziuncula 1226.

Kanoniseret 1228. Festdag 4.oktober

Francesco Bernardone var søn af en
velhavende klædehandler og førte som ung et overfladisk, sorgløst liv sammen med andre unge lapse. Erfaringer fra sygdom og borgerkrig gjorde ham mere besindig, og en dag syntes han i kirken San Damiano at høre et Kristus-billede sige til sig: "Frans, du skal rejse mit hus, det er ved at falde sammen"!

Karakteristisk for ham tog han ordene
bogstaveligt og begyndte at sælge klæderuller
fra sin fars varehus for at betale reparationerne
på San Damiano. Resultatet var, at hans far
gjorde ham penge- og arveløs, og Frans gik sin
vej uden en øre for at "ægte fru Fattigdom".

Tre år senere, i 1210, bemyndigede pave
Innocens III ham og hans 11 fæller til at være
Kristi omvandrende prædikanter i al enkelhed
og ydmyghed. Således begyndte Mindrebrødrene.

Deres hovedkvarter var Porziuncula-kapellet
ved Santa Maria degli Angeli i den umbriske dal.

Det myldrede ind med rekrutter, og et nyt broderskab
påbegyndtes i Bologna.

Overalt i den italienske halvø kaldte brødrene folk, høj og lav, til tro og bod.
De forsagede endogså fælles ejendom, menneskelig lærdom og kirkelige embeder
(Frans selv blev aldrig præst).

1212 grundlagde han med Skt. Clara det første fællesskab af fattige kvinder, og to gange forsøgte han i denne periode at blive missionær blandt muslimerne.
Dette ønske blev delvis opfyldt i 1219, da han ledsagede korsfarerne under Gautier de Brienne til Ægypten. Han gjorde et godt personligt indtryk på Sultan Malek al-Kamel, men havde ikke held med hverken saracener eller korsfarere, og efter at have besøgt Det hellige Land vendte han hjem til Italien.

Den ny bevægelse havde efterhånden udviklet sig til en religiøs orden. Den havde så mange medlemmer, at den var opdelt i provinser, og brødrene blev i grupper sendt til andre lande, deriblandt Danmark (gråbrødrene). De blev venligt modtaget af biskoppen i Ribe og fik efterhånden klostre i 28 danske købstæder.

Kort efter sin tilbagevenden fra Østen gav Frans afkald på ledelsen. Men under hans fravær havde der været fornyelsestendenser blandt brødrene. Følgelig lod han, støttet af sin gode ven, kardinal Hugolin, i 1221 udfærdige en revideret udgave af ordensreglen, som gentog den fattigdom, ydmyghed og evangeliske frihed, som han altid selv havde været et eksempel på. Men før den endelige godkendelse måtte denne regel delvis modificeres og bringes i en endelig form for at imødekomme forskellige meninger i ordenen.

1224, mens han bad på bjerget La Verna i Appenninerne, viste der sig på den hellige Frans' legeme sår, svarende til vunderne på den korsfæstede Kristus (såkaldte stigmater).

De forlod ham aldrig, og de var en af årsagerne til den fysiske smerte og svaghed han til stadighed led af, indtil han bød "søster Død" velkommen to år senere.

Gennem de sidste 100 år især har beundringen for Frans af Assisi bredt sig spontant blandt kristne af alle trossamfund og også blandt andre. Der er en uimodståelig tiltrækning i hans "Solsang" og i, hvad der fortælles om ham i "Fioretti" og "Fuldkommenhedens Spejl": om
hans enkelhed, umiddelbarhed og enfold og de lyriske kvaliteter i hans liv. Men han var andet og mere end en inspireret individualist: Han var en mand af umådelig åndelig indsigt og kraft, hvis fortærende kærlighed til Jesus Kristus og forløsende kreativitet fandt udtryk i alt, hvad han sagde og gjorde. Skt. Frans afbildes ofte med stigmaterne.
I 1979 gjorde pave Johannes Paul II ham til skytshelgen for økologer.