DEN FRANCISKANSKE KRONE

En Rosenkrans

På Frans' tid var bønner bedt med en bedekrans allerede et kendt fænomen, men i det 15. århundrede gennemgår kransbønnen en vigtig udvikling, som resulterer i Rosenkransen. To forskellige former opstår omtrent samtidig: den dominikanske rosenkrans og den franciskanske krone.

Den dominikanske rosenkrans består af tre gange 50 "Hil dig Maria", og for hvert 10   "Hil dig Maria" bedes et Fadervor, samtidig med at man mediterer over de fem glædens mysterier, de fem smertens mysterier og de fem herlighedens mysterier.

Den franciskanske krone er også kendt som de syv glæders krone. Kronen består af 7 led, hvert med et Fadervor og 10 "Hil dig Maria". Til slut tilføjes endnu 2 "Hil dig Maria" på grund af en tradition om, at Maria skulle være blevet 72 år gammel. Ved hvert af de enkelte led mediterer man over Marias syv glæder, som følger:

 

 Den franciskanske rosenkrans til ære for Jomfru Marias syv glæder

Nyoversat efter ”Tertiarbogen, Håndbog for Hellig Frans af Assisis tredje orden”, Roskilde, 1932.

 

Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige...

Fader Vor

Hil dig, Maria... (3 gange), hvor der efter navnet Jesus tilføjes:

1. Som forøger vor tro.

2. Som styrker vort håb.

3. Som opflammer vor kærlighed.

 

Ære være Faderen...

 

1. Jeg fryder mig med dig, Maria, for den glæde, som kom over dit hjerte, da ærkeenglen Gabriels bebudede, at det evige ord ved Helligåndens kraft blev kød i dit reneste moderskød.

Fader Vor...Hil dig, Maria... (10 gange)Ære være Faderen...

 

2. Jeg fryder mig med dig, Maria, for den trøst, som du fornemmede ved dit besøg hos din slægtning Elisabeth, da hun forudså og ærede dig som sand Moder til den guddommelige forløser; og da den Hellige Johannes Døberen, endnu skjult i sin moders skød, blev helliggjort ved dette besøg.

Fader Vor...Hil dig, Maria... (10 gange)Ære være Faderen...

 

3. Jeg fryder mig med dig, Maria, ved den ubeskrivelige glæde, som du fornemmede i Betlehems stald, da du med bevarelse af din jomfrueligheds lilje uden smerte fødte din guddommelige Søn Jesus, som kom for at bringe fred og forløsning til Verden; og da du så ham tilbedt af hyrderne.

Fader Vor...Hil dig, Maria... (10 gange)Ære være Faderen...

 

4. Jeg fryder mig med dig, Maria, for den overstrømmende glædes som dit hjerte fornemmede, da du så de hellige vismænd komme dragende fra fjerne egne og ærefuldt bøje sig for dit spædbarn Jesus, idet de tilbad ham som sand Gud og sandt menneske og som verdens frelser; i de hellige vismænd så du hedningernes frelse.

Fader Vor...Hil dig, Maria... (10 gange)Ære være Faderen...

 

5. Jeg fryder mig med dig, Maria, for den jubel, du fornemmede i dit elskende hjerte, da du efter tre dages søgen endelig fandt din forsvundne søn Jesus i Templet mellem de skriftkloge, hvor han allerede lod sin uendelige visdoms stråleglans lyse.

Fader Vor..., Hil dig, Maria... (10 gange) Ære være Faderen...

 

6. Jeg fryder mig med dig, Maria, for den allerreneste glæde, som berusede dit hjerte, da din guddommelige søn viste sig for dig, opstanden fra de døde, klædt i herlighed og lys, som evig sejrherre over lidelse og død.

Fader Vor... , Hil dig, Maria...(10 gange), Ære være Faderen...

 

7. Jeg fryder mig med dig, Maria, for den grænseløse glæde, som opfyldte dig, da du med sjæl og legeme herlighedsfuldt blev optaget i himlen, kronet til dronning over himmel og jord af den hellige treenighed, indsat til at være syndernes talsmand og vor elskeligste moder.

Fader Vor..., Hil dig, Maria...(10 gange), Ære være Faderen...

T

Forbindelsen af akkurat disse syv glæder med de 10 "Hil dig Maria" møder vi første gang omkring år1483 hos en ungarnsk mindrebroder Pelbart af Themesvar. Enkelte kilder siger imidlertid, at den særligt blev udbredt af den hl.Bernardinus af Siena (+1444) og den hl.Johannes af Capistrano (+1456). Kronen blev en elsket bøn, især inden for Den Franciskanske Tredie Orden.