Markus 2, 1-12
HELBREDELSEN
AF DEN LAMME I KAPERNAUM
Da Jesus
efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes
det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange
mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og
han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en
lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme
hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over
det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de
båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han
til den lamme: ”Søn, dine synder tilgives dig.” Men der sad
også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte:
”Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan
tilgive synder andre end én, nemlig Gud?” Da Jesus i sin ånd
vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem:
”Hvorfor tænker i sådan i jeres hjerte? Hvad er det
letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig,
eller at sige: Rejs dig, tag din seng og gå? Men for at I
kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive
synder på jorden” – siger han til den lamme:” Jeg siger dig,
rejs dig, tag din båre og gå hjem!” Og han rejste sig, tog
straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen,
så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde:
”Aldrig har vi set noget lignende!”
PRÆDIKEN OVER DAGENS
TEKST
Den 7. almindelige søndag
2009 (B)
Indledning.
Søn, dine synder tilgives
dig, sagde Jesus til den lamme mand. Og det som Jesus
sagde skete. Som et fornyet menneske kunne den lamme igen
klare livet.
Når vi hører det, tænker vi
måske på Bodens Sakramente. Bekende synderne, få tilgivelse,
bede en angerbøn og gå hjem med lettet hjerte. Også i dag
siger vi det, som også var virkelighed dengang: Guds
tilgivelse bliver virkelig i den tilgivelse, vi giver
hinanden. Gud får skikkelse i vore ord, i vore gerninger,
som er med til at skabe gode forhold mellem mennesker.
At bede sammen, synge sammen
og være sammen omkring Herrens alter og fejre, er Guds ord
og gerning. Lad os være bevidste om det, mens vi er
sammen her.
Prædiken.
Som det ofte sker når en
populær person viser sig et sted strømmer folk sammen for at
se vedkommende og mange vil prøve at få bare en lille smule
personlig kontakt. Man prøver at sige noget, give en hånd
eller få fat i en signatur. Jesus var også blevet til en
kendt figur. Hans ry havde bredt sig som en løbeild. Og
derfor er det ikke så forunderligt at huset hvor han er
nærmest bliver belejret. Og således danner folket en mur
mellem Jesus og den lamme mand. At bringe ham til Jesus
synes at være en umulig opgave.
Den lamme er ikke i stand til
selv at gå til Jesus. Han er et menneske som er henvist til
hjælp fra andre. Sammen med dem vil han prøve at gennembryde
denne mur af mennesker som står mellem ham og sig selv. I
den sidste tid har man hørt en del folk sige, at religionen
er en privatsag. Og der er mennesker som holder Jesus for
sig selv. De indkapsler Ham. Men er man dermed ikke med til
at holde andre mennesker væk fra deres livs opfyldelse? Har
det ikke altid været meningen, at når man har lært Jesus at
kende, at man bringer andre til Ham (se f.eks. Joh 1,35 –
51).,,
Men det lykkes for den lammes
venner at skabe en genvej til Jesus. De slår bogstavelig hul
til Ham. Deres tillid, deres tro er stor og Jesus lægger
mærke til den.
Jesus siger derefter til den
lamme: Søn, dine synder tilgives dig. Læg mærke til
at Jesus ikke siger: Jeg tilgiver dig dine synder.
Intetsteds i evangelierne siger Jesus dette. Han erklærer at
synderne er tilgivet på Guds vegne, thi kun Gud kan tilgive
synder. Søn, står der. Noget som påpeger det nære
kontakt mellem Faderen og mennesket som kan betragte sig som
Guds barn.
Den lamme, hans venner, de
skriftkloge er egentlig mere end bare anonyme medspillere i
dette drama, som afspiller sig i huset i Kapernaum for længe
siden. Mere end folk som ser det ske, som nægter at
acceptere det. Det drejer sig også om os, som lever i dag.
Thi hvem erfarer vi som den
lamme? Hvornår og gennem hvad føler vi os som om vi var
lamme? Måske er der flere årsager end vi kan nævne her.
Mennesker kan være lammet på grund af skyld, på grund af
angst eller mindreværdsfølelser. Folk kan være lammet fordi
de føler sig truet på deres liv. Fordi de bliver fornedret
eller undervurderet. Fordi de lever i ensomhed og
fortvivlelse. Fordi der er andre som mobber dem, dominerer
dem, eller sætter dem på et sidespor. Fordi man
mistænkeliggør eller bagtaler dem. Fordi man er mistroisk
overfor dem eller man beskylder dem for noget. Alle disse
ting kan lamme folk. Og i alle disse mennesker får
evangeliets anonyme lamme et ansigt.
I hvem af os, medlemmer af et
kristent fællesskab, møder disse mennesker Jesus fra
Nazaret. Han, som i Guds navn befrier folk? Hvordan oplever
vi ’syndsforladelse’ i vor hverdag. Eller sagt anderledes,
hvordan hjælper vi menneskene på benene igen? Hvad gør vi,
for at de kan overvinde deres ’lammelse’? Eller står vi bare
foran døren, og blokerer vi adgangen til Jesus?
Kan vi skaffe bærere nok? Det
vil sige folk som anstrenger sig for at bringe andre til
Jesus. Om de så skal skaffe sig adgang på en ikke hel
almindelig måde? Bær hinandens byrder, således opfylder
I Kristi lov, skriver Paulus til Galaterne (6,2) efter
at have talt om Åndens frugter.
AMEN
